Fortællelaboratorie i børnehaver nr. 2

Fælles-finde-på-fortælling med fagtesang

Jeg er interesseret i hvordan man kan få tre-fire årige børns fantasi til at boble af fortællinger, der kommer fra deres egen fantasi, og jeg er inspireret af Gianni Rodaris bog om at digte med børn: “Fantasiens grammatik”   (For mere viden om Rodari se Fortællelaboratorie i børnehaver nr. 1)

Fælles-finde-på-fortælling er en aktivitet, som særligt sigter på tre forhold: 

At børnene med deres forestillingsevner går med ud i noget ukendt 

At børnene oplever, at de selv er medskabere af en opfundet verden

At opnå en følelse af at gøre det sammen, at hver enkelt barn er en del af et “vi”

Langt ude i skoven lå et lille bjerg

I dette eksperiment har jeg taget afsæt i fagtesangen: Langt ude i skoven lå et lille bjerg. Jeg valgte en fagtesang for at få musik med og krop med. Jeg valgte Langt ude i skoven lå et lille bjerg, fordi den er velkendt for de fleste pædagoger, så de kan synge med, og fordi jeg med lidt redigering af teksten kunne få den til at relatere til alle, samt få den til at slutte på en let urovækkende måde. Således har jeg redigeret den oprindelige tekst som følger: 1) Hovedpersonen er ændret fra “dreng” til “barn”. Nu handler sangen om alle og ikke kun om drengene. 2) Slutningen er ændret så sangen slutter med, at der sidder et barn i en rede højt oppe i et træ langt ude i en skov (lidt urovækkende). Barnet synger en lille sang (modigt/lidt betryggende). Med denne lille justering får jeg sangen til at slutte et urovækkende sted, hvor der opholder sig et tilsyneladende modigt barn.  Med min egen ydmyge streg har jeg lavet tegninger til hvert vers som visuel støtte til indhold i versene. Tegningerne lægger jeg op i en række efterhånden som sangen skrider frem, og laver på den måde også et visuelt billede af et forløb og en slutning. Herfra håber jeg at have fodret børnenes fantasi tilstrækkeligt til, at den kan begynde at boble. 

Beskrivelse af aktiviteten

Børnene, det pædagogiske personale og jeg står i en rundkreds og synger sangen, mens vi laver fagterne til. Så sætter vi os. Jeg samler tegningerne og lader dem ligge med  oversigtsbilledet med træet på bjerget øverst. Så tager jeg et skrivehæfte frem, slår det op på en blank side og tager “der var engang-blyanten” frem. Jeg siger, at vi skal finde på en historie og tilføjer, at jeg gerne vil høre om noget, der foregår i træets krone / under bjerget / langt inde i skoven og gentager: Hvad kan vi finde på? mens jeg bider mig lidt i underlæben og kigger skråt opad – op til dér hvor man henter idéer fra. Dette gør jeg for at signalere eftertænksomhed og hitte-på-somhed. Når det første barn kommer med et forslag, skriver jeg i hæftet og siger samtidigt højt: Der var engang en……

Herfra er min rolle hovedsageligt at være skriver, og jeg gentager fortællerbarnets ord, mens jeg skriver. Fra starten er der oftest et eller to børn, som umiddelbart går i gang, og som kommer til at præge historiens gang, mens andre bidrager med ord eller sætninger hist og her. I nogle grupper ender det med at være cirka halvdelen af børnene, der byder ind. I andre grupper er hovedparten af børnene med som lyttere. Jeg forsøger at understrege med mit kropssprog, at lyttere er lige så vigtige for historien som fortællere.

Hvis flere siger noget på én gang, prøver jeg at få det hele med. Jeg bruger ikke håndsoprækning, men hvis mange børn er meget ivrige og taler i munden på hinanden, indfører jeg en fortællepensel, hvor reglen er, at kun den som har penslen, må fortælle. Men, det gør jeg helst ikke, for det har en tendens til at blokere for den bølge af fælles fantasi, jeg gerne vil have os alle sammen op på.

Jeg er også en lille bitte smule redaktør, men jeg har den helt store ja-hat på. Der er ingen krav om sammenhæng og absolut ingen krav om realisme. Jeg viser begejstring, når historierne tager overraskende drejninger, og det er næsten en regel, at hvad som helst børnene finder på, kan komme med i historien. 

Hvad bobler i børnenes fantastiske gryder?

Hvordan reagerer børnenes fantasi? Kan de finde på noget? Gentager de historier, de kender i forvejen? Begynder de kreative hjerner at boble og sprutte af originalitet? 

Helt generelt er det heldigvis de færreste, der udelukkende holder sig til virkeligheden. Det være sagt, er det også de færreste, der overrumpler mig med meget skøre påfund, men det sker! Det allermest almindelige narrativ er, at nogen eller noget spiser nogen eller noget.

Jeg havde ikke forventet at 3-4 årige børn ville lave sammenhængende historier, der byggede videre på handlingen i fagtesangen, som vi sang til indledning. Det gør de heller ikke, men i 24 ud af de i alt 137 fælles-finde-på-fortællinger, der er lavet med afsæt i “Langt ude i skoven lå et lille bjerg” optræder der et barn i en rede eller i et træ – ofte et barn, der falder ned fra et træ! I langt størstedelen af fortællingerne er der ikke noget barn med i historien, men i 28 af dem er der uspecificerede fugle med. Det er interessant! Der bliver ikke nævnt nogen fugle i sangen, men der bliver nævnt en rede i et træ. Alligevel er der flere fugle med i historierne end børn. Faktisk rigtig mange fugle. Ud over de 28 uspecificerede er der nemlig også 19 andre artsbenævnte fugle. Oftest forekommende er ugler – dem er der fem af. Der er to ænder og to papegøjer. Der optræder også en enkelt for mig ukendt bok bok fugl, og det er faktisk den eneste figur i fælles-finde-på-fortællingerne, som jeg formoder er opfundet af fri fantasi.

Hvad optræder oftest – køer eller krokodiller? Dinosaurer eller dræbersnegle?

På en workshop for pædagoger fra samarbejdsbørnehaverne, som jeg afholdt, da jeg havde været i gang cirka et halvt år quizzede vi med ovennævnte spørgsmål. Pædagogerne kender deres børn godt, for der var bred enighed om, at krokodille måtte være det rigtige svar på første spørgsmål. Og, det er helt korrekt. I de godt 80 fortællinger, jeg havde indsamlet på daværende tidspunkt, optræder der 13 krokodiller, men ingen køer.

Optræder der dinosaurer? Det tror jeg nok, der gør! Hvis man slår antallet af dinosaurer sammen med T-rex, så overstiger det krokodillerne med to, men der er ingen dræbersnegle.

Andet småkryb er der dog en del af, og sommerfuglen er topscorer med ni fremkomster. Regnorm, bille, edderkop og bi dukker op 3-4 gange hver.

Af husdyr/kæledyr optræder hunde, katte og kyllinger i samme antal som sommerfugle. Af dyr fra hjemlige breddegrader, som ikke er småkryb, nævner børnene ti gange ulve og ni gange ræve. 

Sjældent sker det, at hovedpersonen tager ud og møder andre, og der foregår en eller anden form for venlig interaktion. Der er langt flere slåskampe end venskaber – men venner, det er der. Fem gange bliver der direkte nævnt “en ven”. Hvis der er mennesker med i historien, er det oftest enten børn fra gruppen (30 navne) eller “mor”, “far”, en søskende eller en bedsteforælder (29 gange). Mødre og fædre optræder i helteroller. 

Der er sjældent referencer til traditionelle eventyr, og der er flere monstre end drager –  kun én prins og tre prinsesser. Af helte har børnene nævnt: en Batman, en Superman, en Spiderman, en Hulk. Paw Patrol optræder 3 gange, Blui og Baby Shark én gang hver. Deres modstandere – “de onde” er “tyve” eller “røvere”. 

Fælles-finde-på-fortællinger, eksempler 1

For at give jer en idé om, hvordan fortællingerne bliver, har jeg valgt nogle af de 137 fælles-finde-på-fortællinger ud. Der er ikke tale om typiske historier, for jeg har endnu ikke set andre typisk træk end det, at nogen bliver spist. 

Fortælling lavet af 4 årige den første gang, jeg var på besøg (Der var to hovedfortællere)

Der var en pige og en dreng i reden, og hun sang på engelsk og på dansk, så babyerne løb væk. De skulle lige hente deres sutteflasker og sutter, som de havde glemt. Og en seng og noget vand og kødboller og æg og pølser og det næste og sidste er: en økse! Så faren skal hakke noget træ. Og så tramper han! Men de måtte ikke komme ud og sejle, for det var forbudt. Meget forbudt!

Fortælling lavet af 4 årige den 3. gang, jeg var på besøg.  (5 fortællere ud af 16 lyttende børn)

Der var engang en dør inde mellem træerne. Der boede to bedstevenner inde bag døren, og det var en bjørn og en krokodille. Lige pludselig kom der en kanin hoppende, og den blev hapset af krokodillen. Så kom der en bi summende over til den anden. Men bien stak krokodillen, så den sagde AV! Krokodillen var mere sulten, og den spiste en hest. Heldigvis havde krokodillen et papir i hånden – det var et brev fra bjørnen. I brevet stod: Til lykke med fødselsdagen! For bjørnen havde fødselsdag, og den skulle spise kage og slik og chips, og den fik en ægte gun. Og så kørte de hjem igen.

3 fortællinger lavet af det samme hold 4 årige i løbet af 3 besøg med 1 uges mellemrum. (Cirka 6 fortællere blandt 12 lyttende børn)

(Besøg 1) Der var engang en gekko og en fugl oppe i toppen af et træ. De stak hovedet op. Pludselig kom der en myg, den stak helt vildt på fuglen og gekkoen, og så kløede det. De hentede deres myggespray, og kløede fuglen med sine vinger. Nedenfor træet ligger en hund og ruller rundt på ryggen, fordi det også klør på den. Det ser lidt mærkeligt ud. Så kom uglen, den hakkede fuglen og gekkoen. Og spætten fløjtede. Derfor holdt de allesammen en dansefest.

(Besøg 2) Der var engang et menneske, der var ven med en tiger. De boede nede under et bjerg. De havde et hus, og de legede fangeleg. Tigeren fanger mennesket, og den har klør og læber og tænder i munden. Nogle gange snyder tigeren. Den sparker! Og siger “fanget!”  Men pludselig kom der en hund og en kat ridende på en giraf. De skreg ad hinanden, fordi de havde tabt strømperne. Men heldigvis rutsjede de ned ad halen på giraffen og hentede strømperne. Dernede mødte de en nisse. Nissen tryllede dem alle sammen om til frøer. Og om til mennesker igen plus en giraf. Kvak, kvak, kvak, kvak……

(Besøg 3) Der var engang en tiger og en ræv. De boede ude i skoven. Når de skulle have mad, skar de træerne over som frokost. Ude i skoven var der også en abe, der var bedste venner med en krokodille. De var også venner med tigeren og ræven. Pludselig blev aben ked af det, fordi løven forskrækkede sodavanden. Det er lidt fjollet, for en sodavand kan normalt ikke blive forskrækket. Men denne her boblede ud over det hele, og så blev den drukket af Kristian. Desværre væltede alle træerne, så der kom et kæmpe hul, og tigeren og ræven faldt ned i hullet. Katten og hunden sad på fliserne og drejede rundt og sagde: Hov! Hvad var det?

Hvordan er det at være voksen under en fælles-finde-på-aktivitet?

Når jeg genlæser disse historier, så kommer jeg til at smile helt op til ørerne! Jeg synes, det er fantastisk og meget opløftende, at børnehavebørn kan byde på fortællinger af den kvalitet. Sådan er der også en del af pædagogerne, der reagerer. De bliver stolte af deres børn, og det har de også grund til.

Men nogle af pædagoger har det også lidt skidt. Det er dem, der ville ønske, at formen var på en måde, som sikrede, at alle børn blev hørt. I denne specifikke aktivitet, er det imidlertid ikke mit sigte, at alle børn bliver hørt. Det er mit sigte, at alle børn oplever sig som medskabere, og jeg tror, at børnene intuitivt fornemmer, at lyttere er lige så vigtige for historien, som fortællere. Det er også klart, at der helt sikkert sidder børn med i kredsen, som faktisk har noget at byde ind med, men som har brug for mere tid eller hjælp til at åbne kanalen ind til en fortællerrolle. Pt tænker jeg, at den opgave kan pædagogerne, som kender børnene, løse langt bedre end jeg kan. Heldigvis oplever jeg også, at nogle pædagoger bliver inspireret af deres oplevelser med fælles-finde-på-fortællinger, og at de justerer formen og arbejder videre med tilpasninger til netop deres børnegruppe. Men – der foregår også en udviklingsproces et sted i min hjerne, som forsøger at udtænke en form, der imødekommer ønsket om at alle, der ønsker det, kan få fortællerrollen og at der samtidigt er den nødvendige fart i skabelsesprocessen til at alle i gruppen bliver ombord. Måske er der noget på vej?

Fælles-finde-på-fortællinger, eksempler 2

Jeg har lyst til at give to eksempler mere på fælles-finde-fortællinger, hvor jeg også beskriver lidt mere, hvordan de er opstået. Fortællingerne har begge været med i en artikel i temanummer 3/25 af 0-14 – Pædagogisk Tidsskrift, udgivet af Dansk Pædagogisk Forum.

Fortælling lavet af et hold 3-4 årige den første gang, jeg var på besøg

Dette eksempel afspejler, at børnene i første omgang havde forstået opgaven sådan, at de skulle huske, hvad Bjerget i skoven-sangen handlede om. Så opdagede de, at jeg gerne ville have, at de brugte deres fantasi, og så tog historien en overraskende drejning. Den sluttede dog, som det ofte er tilfældet, med en slåskamp med dødelig udgang. Børnene fortæller:

Barnet synger om at bjerget ligger langt væk. Og ude i skoven. Synger om træet og grenen og en fuglerede og et æg. Her var der to børn, som brød irettesættende ind og gjorde klart, at det ikke var et fugleæg, men et barn, der lå i reden. Jeg sagde så, at det ganske rigtigt i sangen var et barn, der lå i reden, men at det jo sagtens kunne være anderledes nu, hvor vi selv kunne finde på, hvad vi ville. Herfra tog det fart. Børnene fortsatte: det var et hundeæg. Hunden kunne flyve, og den fløj op til reden. Katten, den kravlede op, og den brugte kløerne. Den lagde også æg i reden. Der kommer unger ud af æggene. Det var killinger og hundehvalpe. Og fra et hønseæg også en kylling. Og de angriber, og de slår sig, og kyllingen dør. De dør allesammen.

Fortælling lavet af et hold 3-4 årige den tredje gang, jeg var på besøg

Jeg havde selv en ekstra god lytteoplevelse engang, hvor et meget uroligt barn rejste sig og indtog fortællerrollen. Han fortalte: Der var engang et barn, der løb ud i skoven. Og der var en far og en mor, der løb efter. Så kom der en Kæmpe, som fangede ham i sin hånd. Fortælleren brugte gestik og viste, hvordan Kæmpen rækker ud og griber drengen i sin hånd. En anden og meget forsigtig dreng, der sad ned lige bag fortælleren, sagde på dette tidspunkt helt stille ordet: banan. Den fortællende dreng fortsatte: Pludselig kom der en stor banan, og så blev Kæmpen bange og gav slip på alle børnene. Så sagde de: Yeah!

Den fortællende dreng indtog fortællerrollen med stor selvfølgelighed, og stemningen i kredsen var intenst lyttende fra første færd. Jeg synes, det er vidunderligt, at det forsigtige barn godt turde at sige noget højt. Jeg er vild med, at ordet var ret meget udenfor kontekst – banan! Jeg er helt begejstret over, at det fortællende barn ikke fortæller, at Kæmpen åd bananen eller at Kæmpen faldt, fordi den gled i bananen, men i stedet lader det forsigtigt udtalte ord: banan! blive til noget, der er endnu større end Kæmpen, så Kæmpen bliver bange og barnet, der på magisk vis er blevet til en hel børnefolk, bliver befriet. 

Her er tale om at de to ord, Kæmpe og banan, møder hinanden på en måde, så det slår overraskende gnister. Det er kreativt skabende på den måde, som Rodari beskriver i sit kapitel: Det fantastiske binomium. Drengenes historie er et eksempel på at alt er muligt, og samtidigt viser det demokrati i børnehøjde, nemlig at alles stemmer kan bruges, også en spag banan!

Næste artikel…

Til den nye sæson af Kumult Fortælleforløb, har jeg udviklet en ny type Fælles-finde-på-fortælling. Her tager vi afsæt i sætninger, som jeg har hentet fra en anden fortælle-aktivitet fra forrige sæson nemlig Individuel-finde-på-fortælling. Næste artikel kunne komme til at handle om disse? Den kunne også handle om, hvad jeg observerer, når alle-får-fortællerrolle-penslen er i brug? Eller om nogle at de temaer, vi drøfter i det nystartede Fortællernetværk Krymmelknas for pædagoger, der arbejder med mundtlig fortælling i vuggestuer og børnehaver (på Vestsjælland)?