Fortælling for og med børn

Fantasi-musklen boltrer sig for fuld skrue, når fortællingen er i gang, og evnen til at komme længere end sin egen næsetip styrketræner i fortællerummet.

Børnehavebørn fortæller fantasifuldt

I Kumult! initiativet, som jeg blev en del af i 2024, er der fokus på kreativt skabende processer. Under denne HAT eksperimenterer jeg med at bygge rammer, som får 3-4 årige børn til at udfolde sig selvstændigt skabende i fortælleuniverser. I forløb over 3 uger laver vi fælles-finde-på-fortællinger og individuelle-finde-på-fortællinger. Det er super sjovt og lærerigt. I fortælleenergi er forløbene små kraftværker. Det har jeg skrevet om i en artikel i 0-14 Pædagogisk Tidsskrift 3/2025. Jeg lægger også ind i mellem små snase op på facebooksiderne: Blå Sol Fortællevirksomhed og på Blå Sol Storytelling.

Krymmelknas – netværk for pædagoger

For at styrke fortællepædagogikken har jeg etableret netværket Krymmelknas for pædagoger i daginstitutioner på Vestsjælland. Netværket afholder årligt fire fortælleværksteder.


Om KUMULT!

KUMULT! er en kommunal indsats for udvikling af kunst og kultur med børn i Kulturregion Midt- og Vestsjælland. Visionen er at alle børn i regionen oplever og erfarer på egen krop, hvordan der er at være kreativ og bruge kunst som udtryksform.

Fortælling FOR børn

Fortælling FOR børn er noget andet end fortælling MED børn. Lyttende samvær skaber samhørighed, og alle børn kan være med og forstå noget. I mundtlig fortælling bruger man ikke kun talesproget, men også andre af stemmens lyde, kroppens ordløse sprog og stemmens betoning til at danne billeder på en indre billedskærm. Derfor kan alle børn være med, når en voksen fortæller – også selvom de ikke forstår alle ordene. (Jeg har ikke prøvet at fortælle for blinde eller døve børn, men det kunne være interessant at prøve, hvordan fortællingen virker med en ren auditiv eller en ren visuel form.) Med åben opmærksomhed sanser børnene skiftende stemningskvaliteter og kan følge udviklinger i handlingen gennem det nærvær,  som fortælleren og de øvrige lyttere skaber i fællesskab i fortællerummet.

Interessegruppe under foreningen af fortællere i Danmark (FIDA)

Under Foreningen fortællere i Danmark (FIDA) findes en række interessegrupper. Jeg er medtovholder for den, der arbejder særligt med mundtlig fortælling og børn i alderen 2-6 år. Vi er en netværksgruppe, der pt bl.a. har nogle online-møder med erfaringsudveksling i støbeskeen. Er du interesseret i at være med, er du meget velkommen til at tage kontakt.